Mindfulness

For mange er det en vane i tankerne at være optaget af enten fortid eller fremtid. Vi hænger fast i fortiden og alt det, der enten var værre eller bedre end nutiden – eller vi tænker på fremtiden, som vi enten bekymrer os over eller planlægger ned til mindste detalje.

Meget sjældent er vi til stede HER og NU – med et vågent stille sind.

Manglende nærvær og en ”fortabelse” i tanker, hvor tankerne opleves som virkelighed, ses som kilden til stress og vedligeholdende angst og depressive symptomer.

Vi bruger mental energi på nytteløse tanker og vi spilder oplagte muligheder for at hvile sindet. 
Mindfulness går ud på, at være fuldkommen til stede i det vi gør - at være opmærksom i nuet og få den indre tankekværn sat på pause. Gennem enkle meditations- og yogaøvelser med fokus på åndedrættet opbygges kontakt til et indre rum af ro og nærvær.

Vekslende med korte oplæg øver vi os i opmærksomhed og fokusering. Kurset henvender sig blandt andet til personer med stress, angst og depression. Har du en anden lidelse og tænker du, at du kan have gavn af et mindfulness-forløb, er du velkommen til at tale herom med vores psykiater, som kan vurdere om tilbuddet kan være en del af din behandling. Undersøgelser har vist at regelmæssig træning i mindfulness har en klart stabiliserende virkning på sindet. 

Man kan kalde træning i mindfulness en form for ”MENTAL FITNESS”.